Jazztrappe...

Foråret i Berlin bliver først rigtigt ”amüsemangets” årstid, når den store Lunapark, forlystelsesparken bag Halenseer Brücke, åbner, den er Kurfürstendamms pointe, sensationernes gud har sat den her, ved udmundingen af den lange allé, der er som et uendeligt langt løfte om sensationer. Her bliver ”amüsemanget” absurd, det fornuftsstridige hyperbolsk og morskaben på én gang udmattende og harmløs. Der er helvedesmaskiner her, som først fremkalder sved og siden vækker glæde: et pyramidalt paradoks, man vil simpelthen rage op over sit eget højdepunkt. Den uskyldige morskab karikerer sig selv. Utroligt at nogen frivilligt og for sin fornøjelses skyld klatrer op på en vakkelvorn jazztrappe, bliver stående hjælpeløs på midten, hvor man hverken kan komme frem eller tilbage, og i stedet for at le bliver til latter for de andre.
     Hele formålet med den groteske maskine er: at afsløre, hvor tragikomisk utilstrækkeligt det mennesker er, der vover sig op på den. De andre forlystelsers formål er det samme. Ve den, der overskrider ”djævlehjulets” periferi!

- Joseph Roth, En time i forårets forlystelsespark, 1924.