Itzelplitz, Rindskopf, Kalbskopf…

*
Dagen gabte, den var allerede blevet træt og var ved at trække støvlerne af, da Agnes følte at Eugen snart ville røre ved hendes hofter. Det gjorde han også og sagde »Undskyld!«
[…]
Agnes og Eugen sad tavse under deres elm og hun tænkte: »Sådan et træ er en smuk ting.«
Og han tænkte: »Sådan et træ er en smuk ting.«
Og det havde de begge to ret i.

Agnes lo.
Pludselig faldt det hende nemlig ind at hun jo endnu slet ikke ved hvad manden der ved siden af hedder. Hun vidste jo kun at han hedder Eugen til fornavn og måske har han et meget komisk efternavn, Käsbohrer måske eller Itzelplitz, Rindskopf, Kalbskopf eller Holzkopf, Gipskopf, Saukopf eller baron Rotz, fyrst Steiss, grev Huber Sepp –
Hvorfor hun lo og hvad hun lo ad, forhørte Eugen sig.
Hun var bare kommet til at tænke på noget.
På hvad?
Hun var kommet til at tænke på at hun engang kendte en der hed Salat.

- Ödön von Horváth, Seksogtredive timer, 1929/1979.