Hark!

Ret skal være ret. Selvom jeg som redaktør har ladet aftrykke en kritisk anmeldelse af Peter-Clement Woetmanns Mit indre Pompeii i Standart, er det jo ikke ensbetydende med at jeg ikke kan goutere helt andre læsninger. Nedenstående uddrag af Peter-Clements blogosfæriske anke mod anmeldelsen, lægger jeg således gerne blog til:

Anmelderen bryder sig ikke om hverken dens komposition (manglen på komposition, måske) og det at bogen tilsyneladende selv indimellem problematiserer netop sin manglende stringens. […] Han roser de få glimt af kække kærlighedsdigte, erotiske digte, whatever, der trækker på naturen og byen og kaster den ind i billeder af kvindens krop, uha, hvor dejligt (og jaja, men hvor fed er en litteratur, der kun gør dét? En litteratur der infantilt går rundt og småerotiserer eller kækt forelsker sig i rygsøjlens hvirvler som om det andet menneske var en lovedoll? At være fanget i sådan et billede af digteren er klaustrofobisk. At digteren indimellem rent faktisk er forelsket i verden og i kvinden og i manden er noget andet. Måske. Måske er jeg en dårlig tænker). Jeg vil ikke forsvare hverken kompositionen eller digtene i bogen, men for alt i verden byde en diskussion af netop struktur og opbygning af en samling tekster, velkommen. […] Noget andet er at tanken, at bogens opbygning er metafor for fx et samfunds opbygning slog mig og kravler omkring i mine fingre. Og der må jeg jo være ærlig. Det gør mig angst at leve i et samfund, hvor alting er planlagt. Hvor der er struktur og sammenhæng overalt. Tanken at bogen er metafor for et menneske. At menneskets mål er en struktureret opdragelse som kan få det til at passe ind i samfundsbygningen, eller værre, at læsningens mål er at få bogen til at passe ind i en teori. Overfor det vil jeg gerne stille tvivlen. I hvert fald i dag. I morgen skal jeg nok indordne mig jeres ønsker. Hark!