I 1995 eksisterede tresserne ikke...

I 1995 eksisterede tresserne ikke. Dvs. de sene tressere og de tidlige halvfjerdsere, dagene med Jorinde og Joringel og SubPub og Sigvaldi, med Dan Turèll og Peter Laugesen som håndskrev eller kopierede deres bøger og fx efterlod dem på en bænk og anså dét for at være udgivelsen. I 1995 var Turèll allerede død (og han havde iøvrigt stort set, virkede det som om, bare skrevet klummer og kriminalromaner i mange år), Peter Laugesen var bare et rygte om en mand, der sad et sted i Jylland og skrev underlige tekster ingen andre end Poul Borum gad at læse, Johannes L Madsen var næsten totalt glemt, Vagn Steen eksisterede som en person man kunne risikere at møde, men ikke som en man læste. Jeg kunne remse flere navne op (Peter Nielsen!), men så ville jeg bare komme til at lyde som Ron Silliman. Pointen er, at disse navne er vel- kendte og respekterede i dag – på bare ti år har den dag- ligdags kanon, dvs. de digtere vi går rundt og forholder os til som fælles referencepunkter, dem vi kan tale om, fordi så ved vi, hvad vi taler om (selv hvis vi ikke har læst så for- færdeligt meget af dem) – hvad enten vi i øvrigt taler om dem med beundring eller med irritation – den kanon har ændret sig helt enormt, og det har vores forhold til, hvad litteratur er, også.

- Fra Martins Larsen gode 2009-essay Hvad skulle jeg have sagt på Galleri Q i går?, netop publiceret på forfatterens blog...