Nye bekendelser, falsk bevidsthed og fremtiden...

At bekende handler om at afsløre noget, man hidtil har skjult, og som man har haft grunde til at skjule. Hvis ikke det koster noget at bekende, så er det ikke en bekendelse. Den såkaldte nye bekendelseslitteratur er et spil med grænserne mellem realitet og fiktion. Litteraturen har aldrig kunnet vare sig for at blande realiteter ind i fiktioner og omvendt. Egentlig ikke så mærkeligt – det er jo det, den kan. Når vi er så interesserede i fiktioner, er det, fordi vi er udstyret med bevidstheder som selv producerer dem uafbrudt. Vi lever således med falsk bevidsthed om alt muligt, og ikke nok med det, bevidsthed er ipso facto falsk bevidsthed, eftersom en sand bevidsthed ville smelte sammen med sine omgivelser, som den kun kunne gentage. Alt dette må vi jævnligt tage op til fornyet overvejelse, som politikerne siger, og hver gang vi gør det, er det i et tilbageblik. På samme måde er enhver seriøs etisk overvejelse et spørgsmål til fremtiden. Spørgsmålet er, hvordan en given handling eller holdning eller stil vil komme til at se ud. Bekendelser skrives til en fremtidig læser, til fremtidens skriftestol, også selvom den fremtid kun er fem minutter væk, og læseren er én selv.

- Tomas Thøfner, Tidsskriftsanmeldelsen, STANDART #2/2011.