Min kære Calpurnia...

Min kære Calpurnia har smidt en stor del af mit bibliotek ud og erstattet det med langtrukne fortællinger om ægyptiske prinsesser og unge elskende fra Karthago, eller milesiske fortællinger af en mere grovkornet art, som kunne få selv dig til at rødme. Jeg har måttet acceptere dette, efter en del skænderier og skærmydsler. Hun var bange for, at hendes veninder ville betragte hende som udannet, hvis de ikke i vores bibliotek kunne genfinde alle de bøger, som de selv havde læst og fyldt deres prangende villaer med. Og hun frygtede måske, at en af veninderne ville gribe fat i min onkels noter, eller hans naturhistorie, og tro, at også Calpurnia var interesseret i den slags knastør lærdom og var blevet for fin på den til at interessere sig for den litteratur, de diskuterer så ivrigt i deres lille kreds.

- Harald Voetmann, Vågen, 2010.