I vindøjet, gyngende...

For koks skyld og er det hvad hun er? Lidet troede jeg mon at hun ville sanke så lavt. Så du hende da ikke i vindøjet, gyngende i en kurvestol til musik af kileskrift, og lod som om hun rebede en dværg af rør hun buer på en båndløs fele. Selvfølgelig kan hun ikke file en skid, med bue og pæl! Nej, hun kan ej! Sikket suk. Nej, nu har jeg aldrig hørt mage! Sig mig, mutter. Sig mig, mast. Jamen gamle Humper var glad som en markmus med vikker på porten og bylder i tiden og hverken med buemand eller skud i syne og brændte balder på klippekam og negerlamper i køkken og kirke og kæmpehuller i Graftons Dæmning og dødskalle paddehatte på Funglus grav og den store tribuns trillebør sittende sortsynet,
okkumulerende alle darneller, på hans sæt, drammen og drommen, stilnende skvulpne gåder til sin angerfulde kontinens, hans barnelinneds halsklud til at opmuntre hans ligfærd, hvor han ville tjekke deres skyldubder i mormonernes flod, være anspørgende håndsalt, hop step og dyk med sine brikse i deres hårde slids slæb, med slugeren åben fra svælf til from og afklip fra tagrenden pikkende ham i krukken, sultestrejkende helt alene og holdende dommedag over hunselv, drejende sin verd med danderen oppe og hans fryns kammet ned over øjneren og trummende på loftet til sternerne sås, efter zwortzmuzkede køsser og græssede bækker og båddis patter og løjter af pest og smugs var Parish al den smadder værd.

- Uddrag af James Joyces Finnegans Wake i Peter Laugesens oversættelse, trykt i Trappe Tusinds særnummer om oversættelse.