Dramatikeren Th. Stauning...

BJØRNSEN (smilende): Naa, mine Damer, drøfter De Statssager?
   OLGA (smilende): Aa nej, vi lærer hinanden at se lyst paa Livet, som De har foreskrevet i Deres sang. (gaar hen og samtaler med Fritz).
   LAURA (smilende): Naa, Bjørnsen, tænker De nu ikke snart paa Forlovelse og Giftemaal?
   BJØRNSEN: Nej, Frøken Laura, jeg er næppe skabt til at være Ægtemand. – – Jeg tror at gøre mest Nytte ved stadig at give nye Tanker og Indtryk fra mig; men dette nye kommer kun ved at flagre frit omkring. – – Jeg kan ikke være bundet til et Hjem hele mit liv – – og ingen vil være tjent med at fastangle mig til et bestemt Sted. – – – Mit Arbejde gaar forud for alt andet, og skel der være Kraft og Selvstændighed i det, maa jeg leve Livet som jeg gør, endskønt jeg vistnok paadrager mig adskillige agtværdige Menneskers Uvilje.
   LAURA: Ja, De har vel sagtens Ret. Jeg forstaar det næppe rigtigt; men det forstaar jeg, at hvad De har skrevet, det er smukt og godt, og saa maa De naturligvis leve, som det passer Dem.
   CARL HOLM (rejser sig og gaar hen imod Bjørnsen): Hør Bjørnsen! Tror De det kan blive ved ret længe med disse frygtelige Krige? Jeg sidder netop og taler med Jensen om det, og han mener nu at alle Soldater til sidst vil nægte at gaa i Krig, ligesom der for nylig var nogle der gjorde.
   BJØRNSEN: Ja saagu’, det kan være troligt nok at det kommer dertil, men Krigene vil vel desværre endnu holde sig længe, – – men De er vel ikke Krigs-Tilhænger?
   CARL HOLM: Nej bevares. Jeg var med i 64 og fik saamænd nok. – Jeg kom til at hade det Krigsregimente, for vi menige Soldater blev ikke godt behandlet. – – Og De kan tro, der var adskillige af os fra 64 som var de første til at gaa ind i »Internationale« i 71. ..
   BJØRNSEN: Ja saa, De har altsaa været med baade i »64, i »71« og i »72«.
   CARL HOLM (ler): Ja, i »72« paa Fælleden, det kan De stole paa, – men jeg hørte nu ellers til dem, der vilde aflyse Mødet –
   DAGMAR (rejser sig): Hør, Svigerfader, Du hører jo saa til de Helte, der har deltaget i flere Slag. – – Du maa da kunne faa et Monument, naar Du dør.
   CARL HOLM: monument – – ja, det faar jeg vel. – – Du kender nok de smaa hvide Pinde med et nummer paa, som stikkes ned i Gravene. Saadan en faar jeg. – Men der staar kun et Nummer paa det Monument, ikke noget om Heltens Gerninger. – – Men jeg faar, hvad de rigtige Helte ikke faar, min gamle Fagforeningsfane til at vaje over Graven, og gamle Kammareter til at bære min Kiste derhen – – og det er jo i Grunden Ære nok for mig.
   BJØRNSEN: Det har De Ret i, Holm. – – – Men – – skal vi ikke tale om noget andet, for til Graven kommer vi dog tidsnok.
   MD. HOLM (i Døren med Punchebollen): Ja, det mener jeg ogsaa; her er mere til Glassene.

- Thorvald Stauning, Livets Løgne – folkelivsbillede i 5 akter, 1931 (opført i 1905 på Arbejdernes Teater).