tirsdag den 30. juni 2009

Minipanelet til lørdagens STANDART-reception dekreterede, at de danske litteraturtidsskrifter via aktiv positionering skal "få startet en ny samtale om dansk litteratur" (Tue Andersen Nexø) og "markere sig ved at sætte en helt ny dagsorden og råbe litteraturen op" (Lars Bukdahl) – og det må vi så, i al ydmyghed, prøve at leve op til...

fredag den 26. juni 2009

Nyt fra STANDART II



Lørdag kl. 17.00 er der reception for det nye (og relancerede) nummer af Litteraturmagasinet STANDART på Underwood ink i København.
Udover at se, bladre i og købe det nye nummer, kan du høre Knud Steffen Nielsen-oplæsning og deltage i en diskussion om litteraturtidsskrifternes nu- og fremtid med oplæg af Lars Bukdahl og Tue Andersen Nexø – med samt vinøse drikke.

torsdag den 25. juni 2009

Du må gå til kroppen, til sangen, til glæden ved den litterære aktivitet, før du overhovedet kan begynde at bruge litteraturen til noget som helst. […] Når folk kalder Joyce og f.eks. hans Wake arrogant, er det det, de glemmer: Det her er en mulighed, kære ven, en satans generøs mulighed for din fantasi og din hjerne og din krop — ja, du kan gerne læse det højt. »Arrogant!«. Her bruger et menneske forbandede 17 år af sit liv på at skabe dette mærkelige vilde værk, som du får lov til at fortabe dig i, præcis som du vil, og så kalder du ham arrogant! Kan du da virkelig forestille dig, at han har gjort det for at fornærme dig?

- Jeppe Brixvold, STANDART #2, 2009.

onsdag den 24. juni 2009

Nyt fra STANDART I

Torsdag aften løber den første af to STANDART-receptioner af stablen. Det foregår i Forskerhusets mødelokale på Kasernen på AU i Århus fra klokken 19.
Her vil man kunne erhverve sig det nye (og relancerede) nummer af STANDART, og opleve kritikersalon om henholdsvis Skinnebachs og Hultbergs seneste værker.
Desuden byder STANDART på øl og vin. Vel mødt!

Vi er sammen om at være alene, og vi er ikke alene hjemme, for vi er ikke børn længere, det er os der er de voksne.

- Tomas Thøfner, Punktum, 2009.

tirsdag den 23. juni 2009

Forklaringsmodel

Det hvide C holder til ved eller i skove og steder hvor nælde, humle og elm vokser.
Det hvide C er næsten altid meget nær jorden.
Det hvide C er en fodboldspiller et sted i serie 6
– en blogosfærisk satsning i utide…
Tituleringsalternativer:

Fingal, Kanutten, Fukutoku, Postillon, Surtsey, P.S., p.s., PS, ps…