Slacker vs. Pop...

Ved gårsdagens kritikersalon i Århus karakteriserede det uenige panel (Dan Ringgaard, Stefan Kjerkegaard og Lars Bukdahl) debutanten Mads Myginds "Før vi har set os omkring" som en omgang talentfuldt, forbumlet slackerlyrik, samplende frenetisk nonchelant i undtagelsestilstanden, mens Søren Ulrik Thomsens "Rystet spejl" var gjort af banale popsange på godt og ondt; en mærkelig mellembog der måske savnede en producer. Og så kan man jo selv vælge, hvad man er til…

Rystede spejle i Århus...

I morgen onsdag afholder STANDART og Litteraturen på Scenen en fælles Kritikersalon i Århus. Her kan man opleve kritikerne (og litteraterne) Dan Ringgaard, Stefan Kjerkegaard og Lars Bukdahl diskutere nye digtsamlinger af henholdsvis Søren Ulrik Thomsen og debutant Mads Mygind. Det foregår fra kl. 19.00 i Aarhus Kunstbygning.

Dobbeltreception

I dag udkommer den tredje udgivelse i Arenas tosprogede antologiserie Ny Poesi, nemlig Ny islandsk poesi. I den forbindelse inviterer Arena til dobbeltreception. Klokken 16.00 kan man således drikke vin og høre oplæsning ved Haukur Ingvarsson, Sölvi Björn Sigurdsson og Kristín Svava Tómasdóttir på Nordisk Forskningsinstitut, KUA og 20.00 kan man få en omgang mere af det hele på Forfatterskolen. Vel mødt!

Kulde, regn... og vind!

[Regibemærkning: tog på vej til København inkl.  
et stk. frysende/rystende Chiuaua]

Dreng: Et godt råd: lad den aldrig være ude om natten i stormvejr
Kvinde: Okay
Dreng: En af mine kammerater, de glemte at binde deres fast og så fandt de den oppe i et træ dagen efter
Kvinde: Nårh, havde den søgt tilflugt der?
Dreng: Nej, det var vinden der havde taget den
Kvinde: Nå
[...]
Kvinde: Men vi skal også have fundet en striktrøje til den før det bliver vinter, de er jo meget følsomme for kulde og regn
Dreng: Og vind

- En af mange transskriptioner af tilfældigt overhørte samtaler på Maja Elverkildes blog...

I 1995 eksisterede tresserne ikke...

I 1995 eksisterede tresserne ikke. Dvs. de sene tressere og de tidlige halvfjerdsere, dagene med Jorinde og Joringel og SubPub og Sigvaldi, med Dan Turèll og Peter Laugesen som håndskrev eller kopierede deres bøger og fx efterlod dem på en bænk og anså dét for at være udgivelsen. I 1995 var Turèll allerede død (og han havde iøvrigt stort set, virkede det som om, bare skrevet klummer og kriminalromaner i mange år), Peter Laugesen var bare et rygte om en mand, der sad et sted i Jylland og skrev underlige tekster ingen andre end Poul Borum gad at læse, Johannes L Madsen var næsten totalt glemt, Vagn Steen eksisterede som en person man kunne risikere at møde, men ikke som en man læste. Jeg kunne remse flere navne op (Peter Nielsen!), men så ville jeg bare komme til at lyde som Ron Silliman. Pointen er, at disse navne er vel- kendte og respekterede i dag – på bare ti år har den dag- ligdags kanon, dvs. de digtere vi går rundt og forholder os til som fælles referencepunkter, dem vi kan tale om, fordi så ved vi, hvad vi taler om (selv hvis vi ikke har læst så for- færdeligt meget af dem) – hvad enten vi i øvrigt taler om dem med beundring eller med irritation – den kanon har ændret sig helt enormt, og det har vores forhold til, hvad litteratur er, også.

- Fra Martins Larsen gode 2009-essay Hvad skulle jeg have sagt på Galleri Q i går?, netop publiceret på forfatterens blog...

Clear signal from Cairo...

Selv ørkenskibe lader sig i øjeblikket transformere til urbane revolutionsvehikler, hvilket bidrager yderligere til revolutionens immanente eksotik... (og så kører det her nummer som musikalsk metareference i mit hovede pt.).

"Little Mary O'Connor"

When O'Connor was six, she taught a chicken to walk backwards, and this led to her first experience of being a celebrity. The Pathé News people filmed "Little Mary O'Connor" with her trained chicken, and showed the film around the country.
She said, "When I was six I had a chicken that walked backward and was in the Pathe News. I was in it too with the chicken. I was just there to assist the chicken but it was the high point in my life. Everything since has been anticlimax."

- Rosemary M. Magee, Conversations with Flannery O'Connor, 1987. (via her...)

Godtepose i Politiken...

Politiken anmelder i dagens bogsektion Arena Kontra #5. Udgivelsen udkom som en del af Arenas småtryksserie tilbage i oktober 2010, og bestod af en bunke gule A5-ark med faksimiletekster fra Claus Carstensens bibliotek – udvalgt af manden selv. Anmelderen er positiv og kalder bl.a. værket en heftig, kuriøs, interessant, morsom, righoldig, skæg og skævt oplysende godtepose. Tak for det.

Som samvittighedsfuld redaktør af Arena Kontra-serien vil jeg dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at Arena Kontra #5, 2010 ikke længere lagerføres. Man kan således med en vis ret ærgre sig over Politikens langsommelighed og manglende research, men på den anden side jo slutteligt glæde sig over, at de interesserede Politiken-læsere nu har rig mulighed for at tegne abonnement på Arena Kontras 2011-sæson her.
[Politikens bogtillæg er derudover pt. genstand for (negativ) opmærksomhed både her og her...]

Han havde lært ved ild...

Francis Marion Tarwaters onkel havde kun været død en halv dags tid da drengen blev for fuld til at grave hans grav færdig og en neger ved navn Buford Munson der kom for at få en krukke fyldt, måtte gøre den færdig og slæbe liget væk fra morgenbordet hvor det stadig sad, og begrave det på sømmelig og kristen vis, med Frelserens tegn for gravens hovedende og jord nok over til at hindre hundene i at grave det op.
[...]
Den gamle mand der sagde han var profet, havde opdraget drengen til selv at vente Herrens kaldelse og være beredt på den dag han hørte den. Han havde skolet ham i de onder der rammer profeter, dem der kommer fra verden som er for intet at regne, og dem der kommer fra Herren og brænder profeten ren; for han var selv blevet brændt ren og brændt ren igen. Han havde lært ved ild.

- Flannery O'Connor, Voldsmænd river det til sig, 1955.
(og netop udkommet i dansk oversættelse på Arena)

Gråtigråt...

Dagens nyhed...

*
Dagens nyhed: ustandseligt gennemstrejfer hunde
ulvestepperne for at lave dem til hundestepper.

*
Vandet Løber. Jeg læner mig.

*
Kedsomhed: mangel på blodbad. I gode tider er det en forberedelse.

- Henri Michaux, En tematisk tekstsamling, 1973 (oprindeligt udgivet i 1963).

Her fandt jeg et link til den her side - der i al sin grangivelige konceptualitet indeholder billeder af Kim Jong-Il, kiggende... (personlige highlights ovenfor)

At snige sig ind på marken, stjælende...

Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt. Marken tænker på sangen, på at det er et frygteligt naivt livssyn, på alle de ressourcer der på den måde kunne være gået til spilde, på hvornår de fattige kunne vide at det var okay at snige sig ind på marken, stjælende, og hvornår det ville være et alvorligt tyveri. Et uigennemskueligt system, et uansvarligt, skal den fattige bespises må det for alles værdigheds skyld foregå på fattiggården, i kirken, i organiserede rammer, organiseret af nogen der tager sig af den slags. Og fuglene, et foderbræt. Marken spekulerer på om det virkelig har været sådan, i virkeligheden, om det kan passe, om den gode bonde virkelig skulle have revet sin mark let ud fra tågede forestillinger om gammel ret og enelleranden uklar idé om altings mulige sammenhæng. Af frygt for at blive set skævt til af de andre bønder. Eller om ikke det ganske enkelt er digterens påfund, marken tror det, noget der gør sig yndigt i sange til baller og på søndage, ikke noget der som sådan handler om noget, digtværk altså, så længe man så blot husker på det, at det er digt, at det er pynt, så længe man så blot holder sig det for øje, så længe er det en nydelig sang.

- Martin Glaz Serup, Marken, 2010.

Tunis, oktober 2010...

Ch-ch-ch-ch-Changes...