Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt. Marken tænker på sangen, på at det er et frygteligt naivt livssyn, på alle de ressourcer der på den måde kunne være gået til spilde, på hvornår de fattige kunne vide at det var okay at snige sig ind på marken, stjælende, og hvornår det ville være et alvorligt tyveri. Et uigennemskueligt system, et uansvarligt, skal den fattige bespises må det for alles værdigheds skyld foregå på fattiggården, i kirken, i organiserede rammer, organiseret af nogen der tager sig af den slags. Og fuglene, et foderbræt. Marken spekulerer på om det virkelig har været sådan, i virkeligheden, om det kan passe, om den gode bonde virkelig skulle have revet sin mark let ud fra tågede forestillinger om
gammel ret og enelleranden uklar idé om altings mulige sammenhæng. Af frygt for at blive set skævt til af de andre bønder. Eller om ikke det ganske enkelt er digterens påfund, marken tror det, noget der gør sig yndigt i sange til baller og på søndage, ikke noget der som sådan handler om noget, digtværk altså, så længe man så blot husker på det, at det er digt, at det er pynt, så længe man så blot holder sig det for øje, så længe er det en nydelig sang.
- Martin Glaz Serup, Marken, 2010.
Opslag
