I et anfald af (tilsyneladende) naivitet, sendte jeg forleden nedenstående replik på Marie Tetzlaffs STANDART-
anmeldelse til Politiken. Den såkaldte ’kulturavis’ følte sig nemlig på ingen måde forpligtet til at efterkomme det (tidligere) ret fundamentale princip om, at man som redaktør, forfatter eller forlægger har mulighed for at gå offentligt i rette med problematiske og fejlagtige anmeldere/anmeldelser. Forsøget på at inddrage Politiken i den litterære offentlighed strandende således allerede i avisens indbox, hvorfor blogosfæren nu inddrages:
KOM I GANG!
af Jonathan Nielsen og Jakob Østergaard Nielsen, redaktører på STANDART
Det var med en ganske særlig blanding af åndsprovinsiel, politisk korrekt tristesse og gedulgt århusiansk mainstreamhed, at vi den 21/7 læste Marie Tetzlaffs anmeldelse af litteraturmagasinet Standart i Politiken.
Under overskriften ”Kom igen!” blev der argumenteret fra en væsensforskellig progressiv, ganske anderledes overskridende og DR2-autoriseret position og det endda så omkalfatrende radikalt, at de centrale påstande i anmeldelsen kunne efterlades eftertrykkeligt hængende – uden videre dokumentation eller for så vidt bare (kvalificerede) eksempler.
At den egentlige årsag til anmelderens toldfrie påstande måske skal findes i det publicistiske faktum, at både Information og Weekendavisen havde været hurtigere ude end pulsslaget på ’den levende’ (!), og at den kulturelle offentlighed således allerede måtte skønnes at være velorienteret om Standart, magasinets relancering osv., er muligvis en del af begrundelsen – omend dette afladsargument ingenlunde undskylder Tetzlaffs undladelsessynder.
Standart modtager gerne kritik (og spiller fra tid til anden op til selv samme), men når Tetzlaff insinuerer, at Standarts litteraturpolitiske profil forekommer hende ganske tandløs uden på nogen måde at underbygge dette, vil vi tillade os at ærgre os jævnt højlydt over, at den selvbevidste kulturavis Politikens anmelder helt formår at ignorere at Standarts skarpere litteraturpolitiske profil er magasinets raison d’etre – og det primært i forhold til netop dagbladene (en pointe der i øvrigt med største selvfølgelighed er blevet inddraget i den resterende avisreception). Det synes i forlængelse heraf derfor og i særdeleshed vigtigt, ja, helt nødvendigt, at dagbladsanmelderen kløgtigt og helt eksplicit bør eksemplificere og argumentere for (i hvert fald som kyndig, ikke som lægmand), hvorfor førnævnte profil angiveligt ikke er skarp nok.
Ingen er som bekendt forpligtet ud over deres evner, men en anden gang ville det bestemt klæde Politikens anmelder at eksemplificere eller bare nødtørftigt argumentere (!) for sin smagsdom.
Afslutningsvis også et par faktuelle korrektioner. Temadelen ”Stand In” er ikke et nyt tiltag, men har fulgt magasinet siden starten af 1990’erne, og den tilsyneladende (stærkt) kontroversielle anmeldelse af Morten Hesseldahls roman, ”Natten er lige begyndt”, kan med historikken taget i betragtning vel ikke udlægges som et udtryk for gedulgt Bukdahl light, men måske i højere grad som en regulær pastiche på de slagkraftige kortformer som Sven Lange, Frejlif Olsen, Hans Brix og ikke mindst Poul Borum var leveringsdygtige i – engang i sidste årtusinde.
Op på hesten, Marie!
When Alexei Pajitnov first ordered a load of bricks from Karpov Abramtsevo's workshop. Workers there were wondering who could be interested in all those right-angled blocks.
For dem der længe har ønsket sig en tyrkisk pendant til Serge Gainsbourgs ”Melody” fra det fænomenale, nybrydende og stærkt anbefalelsesværdige konceptalbum ”Histoire de Melody Nelson” fra 1971, er der nu hjælp at hente. Det viser sig nemlig at Bariş Manço i 1972 udgav nummeret ”Gönül Daği”, der høfligt låner både den knitrende baslyd og det tilbagelænede trommebeat fra den lumre franskmand. Det gør dog bestemt ikke nummeret mindre effent.
Opslag
